Om Edvard Pedersens Biblioteksfond

I “Bogbinderen August Sandgren”, udgivet af Forening for Boghaandværk, 1952, s. 76-85, kan man læse om en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte bogbindere, August Sandgren: “Folkebibliotekets udlånsbog er, om nogen er det, bogen i arbejdsdragt, og det er givet, at den stiller bogbinderen overfor en særlig vanskelig opgave. Her skal æstetiske hensyn på passende måde forenes med meget vidtgående krav til soliditet, og samtidig stiller biblioteksøkonomien tungtvejende krav om prisbillighed. At August Sandgren i en række år intenst har arbejdet netop med de problemer, der er forbundet med denne lige så specielle som samfundsmæssigt vigtige bindtype og løst dem på forbilledlig måde, fortjener i høj grad at blive fremhævet og påskønnet, når man i en større sammenhæng søger at belyse og vurdere hans livsværk…”

“Sandgren nåede kun at uddanne fem svende, og heraf forlod de tre faget. Det var ikke noget tilfælde, at de to, der blev ved det, begge gik i bibliotekernes tjeneste, hvor de i videre kredse har kunnet nyttiggøre, hvad Sandgren lærte dem, den ene tilmed på den betydningsfulde post som leder af Folkebibliotekernes Indbindingscentral, der nu leverer biblioteksbind til de fleste af landets folkebiblioteker.”

 “Den ene” der nævnes her (i 1952), er Edvard Pedersen.

1915.
Edvard bliver født 1. marts i København.
Hans mor hed Octavia Vilhelmine Thorvaldine Ruth Leidersdorf Søndergaard Pedersen, hans far hed Christian. Jf. Dirch Passers sang om Karl Nielsen. Det kommer jeg tilbage til.

Edvard vokser op i en baggård i København som den yngste af syv søskende. Der er et stærkt familiesammenhold der varer gennem hele livet.
Edvard fortalte mange historier om søskendesammenholdet i den store flok. Fra de var helt små, unge, og gennem voksenlivet.

Han kommer i mellemskole fra 5. klasse. Bliver efter forældrenes ønske derefter taget ud af skolen.

1929.
Den 1. november bliver skelsættende for Edvard, idet han efter en kort tid som arbejdsdreng, netop den dag kommer i lære hos bogbindermester August Sandgren.

1934.
Edvard bliver udlært. Får bronzemedalje for sit svendestykke af Haandværkerforeningen i København.
Jeg har stadig det originale bevis. Med 16 underskrifter på. De giver medaljen for Edvards “flid, dygtighed og gode opførsel i læretiden”.

1935.
Efter et studieophold i Tyskland arbejder Edvard som bogbindersvend på nogle af datidens store danske bogbinderier. De sidste år, indtil 1945, på Frederiksberg Kommunebibliotekers Bogbinderi.

1945.
Den 23. juni får Edvard næringsbrev som bogbindermester i Frederiksberg Kommune. Som selvstændig starter han i to små rum over en port. På Adilsvej 5. Skæremaskinen kan ikke stå oprejst derinde, men det løser Edvard ved at lave et stort hul i loftet.

Meget karakteristisk for Edvard. Han satte sig aldrig ned og ventede på at få en ide. Han handlede. Og så kunne vi komme videre.

Virksomheden tilrettelægger Edvard med den økonomiske vægt lagt på biblioteksarbejde, men han indbinder også en del bøger, der kommer på bogudstillinger. Disse fine bind sælges for at tjene penge.

Jeg husker tydeligt, hvor glad Edvard blev, når det i min barndom lykkedes ham at finde og tilbagekøbe nogle af disse bøger, han tidligt i sin karriere havde indbundet.
Det skal bestemt nævnes, at min mor, Grete, var med i produktionen fra starten. De kunne begge fortælle om de tider, hvor der hang bogbind til tørre. Både under loftet på Adilsvej og hjemme i lejligheden, hvor de boede.

1948.
Virksomheden flytter til Herlev. Der er fuld gang i produktion og i udvikling af denne. Det med udvikling har Edvard hele tiden fokus på.
Der er nu otte ansatte. Hvis arbejdsdrengen klager over, at cyklen er for tung, når han skal cykle til forgylder med bøger, så hopper Edvard på cyklen, og klarer det selv.

1949.
Under navnet “Folkebibliotekernes Indbindingscentral” indgår Edvard en overenskomst med “Folkebibliotekernes bibliografiske Kontor” om en fællesindbinding for danske folkebiblioteker. Ideen er, at bøgerne indbindes i store antal af samme titel, hvilket er mere rationelt, og at de derefter fordeles til forskellige biblioteker.

1952.
Virksomheden flytter til Maglegårds alle. Nu 20 ansatte. Større maskiner anskaffes. Nogle igen så store, at de knap nok kan være i rummene. Edvard er ikke altid tilfreds med deres kvalitet. Så nogle ryger ud til højre igen. Og nye prøves af.

Personalet har bordtennis og spiller fodbold sammen i fritiden. Edvard er med. Jeg ved, at der er en kort periode med færre ordrer. Edvard tager personalet med hjem til hvor han nu bor. En gård ved Ganløse, hvor familien har frugtplantage. Så plukker alle kirsebær i nogle uger, og til de, der siger, at de ikke kan nå bærrene, siger Edvard: “Vi klipper de træer ned, der er for høje”! Og det gør de.

1955. 
Edvard fylder 40 år, og i den anledning spørger flere biblioteksledere ham, hvad han ønsker sig i fødselsdagsgave. Hans svar er: “Jeg har kun et virkeligt højt ønske. At I bliver enige om en fælles signaturhøjde.” 

Og på selve hans fødselsdag modtager han breve fra bibliotekslederne i Gentofte, København, Odense, Aarhus og Frederiksberg, der er blevet enige. Sådan starter den standardisering, der nu gør det muligt at fremstille biblioteksbøger til en billigere pris. Til glæde for alle biblioteker.

1956.
Virksomheden flytter til Rygårds alle. 50 ansatte. Maskinparken vokser.

1957.
Edvard og Folkebibliotekernes bibliografiske Kontor danner et interessentskab “Indbindingscentralen” for at videreføre virksomheden. Der oprettes en bestyrelse på ti medlemmer. Der oprettes en kontrakt med “Forlæggerforeningen” og “Boghandlerforeningen”. Bibliotekerne kan fra nu af bestille biblioteksfærdige bøger gennem boghandelen.

Jeg husker Edvard fortælle anekdoter om denne tid. En bekendt, jeg tror nok, at det var den daværende biblioteksdirektør, Erland Kolding Nielsen, havde netop fået ny sekretær. Han siger til hende: “Hvis Edvard ringer, så venligst sig, at jeg er gået på Folkebibliotekernes bibliografiske Kontor”. Edvard ringer, og får klar besked: “Desværre, biblioteksdirektøren er gået i biografen med sin mor”!

1965.
Virksomheden flytter til Ballerup. Bøgerne leveres nu med hyldekort, bogkort og trykt boglomme. Antallet af ansatte stiger støt. Også Edvards søn Kurt tager fra nu af del i virksomheden.

1966.
Edvard starter Indbindingscentralens første provinsbogbinderi. I Svendborg. 

1967.
Edvard opretter “Edvard Pedersens Biblioteksfond”.

Edvard siger: “Min fond har til formål at yde støtte til fremme af forsøgsvirksomhed inden for dansk biblioteksvæsen. Især folkebibliotekernes udvikling. Fx ved ydelse af stipendier til studierejser og ved tildeling af hædersgaver som anerkendelse for fortjenstfuld indsats”.

Fondens midler er tilvejebragt ved, at Edvard afgiver en del af sit overskud fra Indbindingscentralen.

Fondens bestyrelse kan hvert år udnytte en del af fondkapitalens renteindtægt. Fundats for Edvard Pedersens Biblioteksfond har kongelig konfirmation af 23. marts 1968.

1970.
Edvard bygger ny fabrik på Telegrafvej i Ballerup. 4000m2. Ved indvielsen husker jeg, at kulturminister Hans Sølvhøj kommer og holder tale, og at Danmarks Radios Fjernsyn deltog.

19. juni samme år holder Edvard 25 års jubilæum som bogbindermester.

Kort efter 1970 anskaffer Edvard en gigantisk edb maskine til at klare regnskabsføringen på IBC. Jeg er 11-12 år gammel og er så tit som muligt sammen med min far. Han henter mig hjemme efter skoletid. Fortæller mig grinende på vej i bilen, at vidunderet, jeg skal se, skulle have heddet E.D.P. efter hans fulde navn Edvard Daniel Pedersen. Og ikke EDB. Men at producenten havde stavet forkert. Edvard opfandt ofte egne vittigheder, som han altid grinede højt og især længe af. Maskinen fyldte et helt rum. Larmede og pustede voldsomt. Alle råbte “ihh” og “åhh” og Edvard var glad.

1972.
Virksomheden bliver en selvejende institution. Edvard forærer institutionen maskiner og inventar, og institutionen forpligter sig til at afgive overskud til Edvard Pedersens Biblioteksfond indtil 1977.

Indbindingscentralen ledes nu af en bestyrelse bestående af repræsentanter fra ministeriet, kommunerne, Danmarks Biblioteksforening, Skolebiblioteksforeningen og Indbindingscentralens personale.

1978.
Edvard starter Indbindingscentralens anden provinsfilial. Denne gang i Aarhus.

Med nu 170 ansatte i Indbindingscentralen vælger Edvard at træde af som administrerende direktør. Ny direktør bliver Ralph Lysholt Hansen, og en epoke er slut i Edvards faglige liv.

Far var en rolig mand, der “gik ind i folk med træsko på”, som man siger. Han havde en stor omgangskreds. Både fagligt og privat. I vores hjem kom alle. Lokale små fiskere, håndværkere, daværende rigsrevisor, folketingsmedlemmer og fars barndomsvenner fra baggården i København. En af dem blev min gudfar. Far behandlede alle mennesker ens. Med stor imødekommenhed, hjælpsomhed og med akkurat lige stor respekt. Far havde ingen fordomme. Det er uden tvivl den egenskab, jeg selv sætter allermest pris på, at han lærte mig.

Far fortalte mig ofte om sin opvækst. Om de trange kår. Sin hårdtarbejdende far, der var kleinsmed, sin kærlige mor, der gik med aviser, der gjorde rent for andre, der gik til hånde her og der og passede hjemmet, hvor familien boede. Det lange spisebord i stuen, hvor det gjaldt om at række hurtigt ud efter mad på fad. Spise hurtigt, så man måske kunne nå at få fat i lidt mere. Hvor et nyt lille barn i den ene ende af bænken, betød at det ældste barn i den anden ende måtte videre ud i livet. Om sammenhold i søskendeflokken. De store passede på de små.

Far fik i starten af skoletiden briller. Til stor morskab for nogle klassekammerater, der dog hurtigt blev sat på plads (fik en på kassen) af fars ældre brødre. Far havde derefter sine briller i fred.

Den 13. november 1937 gifter far sig med min mor, Grete. De har truffet hinanden nogle somre tidligere i Dragør, hvor begge deres familier camperer hele sommeren. Far bygger sit eget lille “sommerhus”. Det ligger mellem alle teltene.

Der findes stadig et foto, hvor unge Edvard viser sit “hus” på campingpladsen til unge Grete. Bag huset ser man fars søskende stå på lur.

Min mor og far får tre børn. Kurt i 1940. Lis i 1946 og mig i 1959. 

Jeg oplevede far som en følsom og livsglad mand. Han blev tydeligt rørt, når noget havde stor betydning for ham. Han tog gerne en diskussion. Han lyttede. Havde respekt for modpartens argumenter. Han tog ansvar. Fandt på hjemmegjorte løsninger. Der virkede. 

Far søgte udvikling. Både privat og professionelt. Privat betød det fx, at vi flyttede med jævne mellemrum. Nyt sted. Ny have, far kunne beplante. Bygge til. Bygge om. Nye naboer at tale med. Og det gjorde han. 

Far var kunstinteresseret. I dansk kunst. Ofte var vi på gallerier. Og far tog selv på auktioner. Kom hjem med værker. Især malerier. Oftest blev de vel modtaget af min mor. 

Far var nysgerrig. Han havde alle mulige små interesser. I perioder. Fx en periode, hvor han fotograferede. Jeg skulle også lære at betjene apparatet. Så vi fotograferede naturen og tog portrætfotos af hinanden. 

Badminton en årrække. Jeg sad som barn på sidebænken. 

En lille motorbåd en årrække, da vi havde sommerhus i Klint. 

Familiehygge. Kortspil. Brætspil. Terningespil. Lige meget hvilket, kunne far finde på nye spændende regler undervejs. Var det egentlig især, hvis han selv var ved at tabe? Jeg husker de lune sommeraftener. Vi sad i sommerhuset i Klint. Den store, gode chokoladeæske var på bordet. Man måtte kun tage chokolade i pauser mellem spillene. Bestemte mor. Mange natsværmere fløj altid ind. Mor slukkede lyset inde. Tændte ude, så de ville flyve ud ad halvdøren. Idet lyset blev slukket, mødtes fars og mine fingre altid nede i chokoladeæsken. Bare ærgerligt for far, at han ofte fik puttet store chokoladestykker i munden. Uheldigvis med sølvpapir på. Mor tændte lyset igen. Far og jeg grinede og grinede.

Mange sommerferier på Bornholm, sammen med flere af fars søskende og deres familier. Vi boede altid lige ved havet. Badede far? Nej. Røg far tobak? Nej. Han sagde, i flere somre, at hvis han nogensinde skulle ud at bade i Østersøen, så skulle det kun være, hvis han samtidig kunne ryge en ordentlig cigar.

En dag skete det så. Alle var på vej ud for at bade. På nær far. Hans storesøster tog pludselig en kæmpe cigar op fra badedragten. I bedste syngepige stil. Svogeren en lighter. Cigaren blev tændt. Ingen vej tilbage, kære far. Det kom på smalfilm. Som så mange somre på Balka Strand.

Læste far bøger, tænker du måske? Friske nyindbundne bøger fra Indbindingscentralen? 

Han slæbte posevis af bøger med hjem. Gennem hele min barndom. De blev læst alle og en. Af mor og af mig. 

Jeg så meget op til min far.

Da jeg var lille, læste han for mig. Altid. Og sang. Også børnesange. Men især revyviser. Han elskede dem. Jeg nævner i flæng: Osvald Helmuth: “brev til Bulganin”, “opad eller nedad”, Liva Weel: “en er for lille og en er for stor”, Hans Kurt, Elga Olga, Bror Kalles Kapel, Hans Peder Åses kvartet, Jørgen Ryg, Preben Kaas og Dirch Passer fx med sangen om Karl Nielsen. Sidstnævnte kunne far more sig over, hver eneste gang vi hørte den. På spolebåndoptageren.

Og sådan gik det til, at jeg en skoledag i 2. klasse, hvor vi elever blev bedt om at synge en sang, vi hver især holdt af, sang Preben Uglebjergs: “Gyngerne og karrusellen”. De andre sang sange a la “Lille sky gik morgentur på den blanke himmel”. 

Senere, samme skoleår, da vi skulle fortælle om en, vi godt kunne lide, svarede mine klassekammerater: “Anders And”, “ Pluto” eller “min hamster” og jeg svarede: “Jens Otto Krag”. Og ja, jeg kunne godt fortælle om ham. 

Her skal det nævnes, at far var æresmedlem af Socialdemokratiet. 

Han blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 27. august 1980 

Far døde i 1993. Mor i 2006 og min storebror Kurt døde alt for tidligt i 2005. 

Æret være deres minder